Flerteknologisk strategi
Dermed understøtter den nye Hilux Toyotas flerteknologiske strategi, der handler om, at der skal flere forskellige teknologier til at reducere og på sigt helt eliminere CO2 hurtigst muligt og på mest optimal vis over hele verden. Med den brede vifte af teknologier giver den nye Hilux kunder over hele verden mulighed for at vælge lige præcis den udgave, der imødekommer deres behov til løsning af arbejdsopgaver og transport.
Hilux vil få flere forskellige drivlinjer end nogen som helst anden model i Toyotas brede modelprogram og dermed appellere til endnu flere uden at gå på kompromis med de kvaliteter og dyder, der har gjort den til verdens mest populære pickup med over 27 mio. solgte biler - og den næstmest populære Toyota-model kun overgået af Corolla.
Det er ikke kun teknologisk, at Hilux bliver fornyet. Designet har også fået en større overhaling og er udviklet med udgangspunkt i temaet "hårdfør og agil". Det afspejler sig i et endnu mere kraftfuldt og robust frontdesign samt et stærkere visuelt udtryk. Fortil har den nye Hilux fået smallere LED-lygter, der bindes sammen af et stort Toyota-navneskilt i klassisk stil.
På den fuldt elektriske udgave, hvor der ikke er behov for et stort luftindtag på fronten til en forbrændingsmotor, adskiller kølergrillen sig fra de øvrige udgaver, ligesom den elektriske udgave også som standard er udstyret med alufælge. Nye funktioner til alle versioner inkluderer et nyt bagdæktrin for nem adgang og et nydesignet sidetrin.