Lige nu ligner arealet på otte hektar ved Hasle på det vestlige Bornholm mest af alt en pløjemark. Men om få uger ændrer området sig, når de første træer til en helt ny folkeskov bliver plantet. Skoven, der bliver til i et samarbejde mellem Toyota, Bornholms Regionskommune og Growing Trees Network, får navnet Hasle Skovbadeskov og sender et tydeligt signal om, at der ikke bare er tale om en helt almindelig skov.
Toyota står bag ny skovbadeskov på Bornholm
09 marts 2026
En ny folkeskov med 32.000 træer og lysåben natur ved Hasle på Bornholm ser snart dagens lys. Skovbadning, eller shinrin-yoku, som det japanske skovkoncept oprindeligt kaldes, bliver det gennemgående tema for den nye skov, som Toyota, Bornholms Regionskommune og Growing Trees Network står bag.
Bornholm Regionskommune stiller jorden til rådighed, mens skovens kommende 32.000 træer og buske er doneret af Toyota Danmark gennem Growing Trees Network.
"Hasle Skovbadeskov bliver et rekreativt frirum, hvor vi skaber mere natur tæt på hverdagen til gavn for både trivsel, biodiversitet og drikkevandet. Det er et projekt, der kombinerer lokale kvaliteter med et stærkt partnerskab," siger Bjarne Sjelle Freund-Poulsen, Centerchef Trafik, Ejendomme og Drift, Bornholms Regionskommune.
Harmoni med naturen
Hos Toyota glæder man sig over at donere træerne som en del af virksomhedens miljøstrategi, der både handler om være CO2-neutral senest i 2050 på verdensplan i alle led af koncernen og om at bidrage til etableringen af et fremtidigt samfund i harmoni med naturen.
"Toyota har meget ambitiøse miljømål. Den nye skovbadeskov ved Hasle på Bornholm bidrager ekstra positivt til disse og skaber ground for øget biodiversitet. Som en ekstra dimension har vi ønsket, at skoven også bidrager positivt til menneskets mentale velvære. Det sikrer vi med det japanske skovbadningskoncept," siger adm. direktør Pernille Kim Johansen hos Toyota Danmark.
Hasle Skovbadeskov er den tredje af sine slags i Danmark, som Toyota har doneret træerne til. De to andre er Søbakke Skovbadeskov i Tilst ved Aarhus og Himmelev Skovbadeskov ved Roskilde.