Danskerne har valgt deres Årets Bil i oktober

Når Årets Bil i Danmark 2021 skal kåres i november, vil juryen bestå af 22 motorjournalister, der alle skal fordele deres point på syv forskellige finalister. Men danskerne har allerede talt og valgt deres vinder af Årets Bil. I hvert fald hvis man benytter de helt friske bilsalgstal for oktober som rettesnor for, hvem danskerne ville vælge. Den mest populære bilmodel i oktober af de syv finalister blev Toyota Yaris.

Mandag den 02. november 2020

Årets Bil i Danmark 2021 bliver kåret sidst i november, Det sker, når den 22 personers store jury bestående af motorjournalister fra forskellige danske medier, blogs og YouTube-kanaler har fordelt deres point på de syv finalister.

Men danskerne har allerede valgt deres vinder. I hvert fald hvis man bruger de helt nye salgstal for personbiler fra oktober fra De Danske Bilimportører som rettesnor.

Her placerer Toyota Yaris sig som den mest populære blandt de syv finalister med i alt 411 nyregistreringer. Dermed er der 16 biler ned til nærmeste forfølger og 73 biler ned til den tredjemest populære personbil blandt de syv nominerede til Årets Bil i Danmark 2021.

Topplaceringen blandt finalisterne rækker dog ikke til en samlet topplacering for Yaris, når man ser på alle nyregistrerede bilmodeller i Danmark. Her satte Yaris sig nemlig på andenpladsen som den næstmest populære bilmodel i Danmark i oktober kun overgået af Peugeot 208.

Yaris har været Toyotas mest populære model i Danmark de seneste fire år og er det samlet set også i år. Den helt nye generation, der blev introduceret i september, har taget danskerne med storm. Faktisk har Toyota her et par måneder efter den officielle lancering solgt over 3.000 udgaver af den nye Yaris i Danmark.

Hybridudgaven af den nye Yaris, der kører op til halvdelen af tiden på el og udmærker sig med en gennemsnitlig brændstoføkonomi ved blandet kørsel på over 26 km/l, er den klart mest populære variant af Yaris og tegner sig for fire ud af fem solgte Yaris’er.

De øvrige nominerede til titlen som Årets Bil i Danmark 2021 er udover Yaris, BMW 4-serie, Honda e, Renault Captur, Peugeot 2008, Seat Leon og VW ID.3. Vinderen offentliggøres 25. november.

(Foto: Lars Krogsgaard)